Hobro svømmeklubs konkurrence afdeling deltog lørdag og søndag med 20 svømmere i DGI’s Landsmesterskaber i Ikast. Her skulle de høste frugten af sliddet efter klubbens træningslejr i sidste weekend i Skagen.
De 20 Hobro svømmere i alderen 10-18 år, samt en enkelt senior på 58 år, havde tidligere kvalificeret sig til Landsmesterskabet, ved et stort stævne, hvor de skulle kæmpe om pladserne med svømmere fra hele Nordjylland, således at de 6 bedste svømmere i hver aldersklasse, skulle repræsenter DGI Nordjylland.
I år havde DGI forsøgt sig med et nyt tiltag, idet de via Livetiming sendte live fra hele stævnet over internettet, således at forældrene derhjemme kunne se deres håbefulde unge mennesker yde deres bedste, for at svømme de eftertragtede medaljer hjem.
Der blev sms’et i stor stil, hver gang en svømmer skulle i konkurrence, således at deres forældre kunne se dem live og følge med i resultaterne derhjemme.
I Hobro svømmeklub er man meget stolt af, at det med ca. 55 svømmere i konkurrence afdelingen, lykkedes klubben at få udtaget 20 svømmere i det meget skrappe selskab af svømmere fra hele Nordjylland.
Hobro svømmerne hjembragte ikke mindre end 30 medaljer fordelt på 6 guld, 3 sølv og 7 bronze medaljer i de individuelle discipliner. Endvidere blev det i Holdkapperne, som var sammensat af svømmere fra hele Nordjylland til 7 guld, 3 sølv og 4 bronze medaljer. Heraf hjemtog klubbens grand old man to flotte guldmedaljer. Endvidere kan nævnes Rasmus Provstgaard, som fik fem medaljer, bl.a. i 100 meter butterfly hvor han svømmede en fantomtid, og fik en flot tredje plads. Også blandt klubbens yngre svømmere fik Rebekka Sørensen, Frederik Hansen og Peter Højberg, hver bl.a. 2 medaljer i holdkapper. Jonas Thinggaard fik 3 medaljer, bl.a. i favorit disciplinen brystsvømning. Endelig tog klubbens normale medaljeslugere Michelle Halkjær, Emil Skovfoged, samt Luna Demmers for sig af medaljerne. Ved stævnet blev der i det skrappe selskab af svømmere fra hele landet, sat rigtigt mange flotte personlige rekorder, som desværre ikke alle blev
kronet med medaljer.
Det var således en meget tilfreds Hobro træner Jess Østergaard, der sammen med forældre der var med som hjælpere, søndag eftermiddag kom hjem igen fra Ikast Svømmecenter.