Svømmestævne
Svømning er ikke det vigtigste i verden!!!!!!!!!!
Det er lørdag og mit vækkeur ringer allerede klokken fem. Først bad, så skal jeg lige ind og se, om der er liv under dynen hos Rebecca. Hun strækker sig og gi`r et morgenknus. Vi spiser rundstykker. Jeg drikker kaffe med mælk. Bilen blev pakket i aftes med soveposer, liggeunderlag samt tasker med ”overlevelses grej”. Klokken seks bakker vi ud af garagen. Vinker farvel til Jonathan og far.
Første stop er Hobro ved svømmehallen. Vi skal mødes med et lille hold svømmekammerater. Planen er, at Anne skal gøre Rebecca selskab på turen syd over til Haderslev. Anne stiger på vores røde Toyota, og vi kan rulle af sted igen. Ann skal forsætte turen i sin bil med Jonas og Thomas. Til sammen består vores lille team af fire svømmere, en træner og jeg. Senere på dagen skal Claus og Anette komme til Haderslev med Peter, Rasmus og Line.
Motoren summer jævnt og roligt på motorvejen. Trafikken er sparsom denne morgen. Beboerne på bagsædet er usædvanligt stille. Jeg kaster et par bemærkninger over skulderen, men de bliver returneret med enstavelsesord. Jeg opgiver yderligere forsøg på, at få morgendisen til at lette i bilen. I stedet lader jeg radioen spille behersket morgenmusik, af den slags man ikke husker senere.
Et par timer senere erklærer GPS’en, at vi ”ankommer til destinationen på højre side”. Hjortebrohallen dukker op og viser sig at være et massivt klippeagtigt byggeri. Formentlig bygget i tressernes tiljubling af funktionalisme. Funktionen fejler absolut heller ikke noget. Svømmehallen, omklædning og sekretariatet ligger i sammenhæng med de klasselokaler og kantine, hvor vi skal opholde os, når vi skal spise og sove. Ingen problemer med parkering, men jeg bliver just ikke høj af æstetisk fryd i disse omgivelser. Jeg må sætte min lid til, at svømmerne kan levere de æstetiske indslag denne weekend.
Ann er ankommet og i gang med tjekke os alle ind. Hun har fået konvolutten med spisebilletter og praktiske oplysninger samt anvisning på hvilket klasselokale, vi skal overnatte i. Vi henter bagage i bilerne. Placerer denne i et hjørne af klasselokale nummer seks. I forventning om at vores territorium vil blive respekteret af de øvrige, vi skal dele rummet med denne weekend. Ann byder på bananer, inden hun tager svømmerne med i omklædningen og til opvarmning i hallen. Jeg skifter til den obligatoriske svømmehals uniform, T-shirt, shorts og H20-klipklapperne. Herefter begiver jeg mig til leder og officials møde i gymnastiksalen.
Tre lange plastikborde med bænke samt et par termokander er hvad, der møder mig i salen. Hvidklædte mænd taler dæmpet med hinanden, og jeg antager, at det må være stævnets dommerpanel. Der er varmt i svømmehaller men ikke i gymnastiksale, så jeg skænker kaffe for at varme mig lidt. De øvrige ledere og officials dukker snart op, og mødet starter. De hvidklædte dommere informerer om stævnet og fordeler opgaver. Jeg skal være tidtager på bane fem sammen med Bo fra svømmeklubben Neptun i Randers. Det skal vise sig, at blive et særdeles velfungerende makkerskab. Jeg når lige, at briefe Ann om info fra mødet og sige hej til de sidst ankomne, inden der er indmarch. I denne svømmeverden er det officials, der marcherer ind. Jeg er gammel gymnast og vant til, at det er de udøvende idrætsfolk, der laver indmarchen. Jeg spekulerer lidt over, hvorfor det ikke er, sådan traditionen er i svømmeverdenen. Det må jeg huske, at spørge nogle af de mere garvede svømmefolk om.
Stævnet starter med nogle holdkapper. Det giver altid energien og atmosfæren i hallen et spark opad. I dag er ingen undtagelse, hallen syder af heppekor. Nogle klubber fylder mere end andre.
Mange har fået lavet særlige T-shirts med logo til lejligheden. Engagementet er helt i top.
Bo og jeg hjælpes ad i de første holdkapper, vi skal lige ”løbes” i gang. Vi skal have styr på, at det er de rigtige svømmere, der kommer på skamlerne, der skal tages mellemtider og back-up tid. Det lykkes, og resten af dagen tager vi hvert andet heat. Det giver lidt luft, og jeg synes, det er godt for koncentrationen ikke at være konstant på i mange timer. Det giver også mulighed for, at følge de heat, hvor vores egne poder svømmer.
Rebecca svømmer hundrede meter fri i dag. Jeg får som altid hjertebanken og sommerfugle i maven. Jeg er muligvis lige så nervøs i minutterne før løbet, som hun er. Min horisont snævres ind, som en telelinse fokuseres al energi og opmærksomhed. Jeg forsøger, at lade som om jeg er upåvirket. Jeg ser Ann, der instruerer Rebecca om at gøre klar. Rebecca varmer op og går mod startområdet. Jeg kan ikke dy mig for lige at sige til hende, at hun bare skal gi den alt hvad remme og tøj kan holde. Det er hendes eneste løb i dag, så hun behøver ikke gemme kræfter til senere. Starten går med den lidt forvrængede stemme og underlige båt lyd fra el-tids anlægget. Rebecca ligger ud som et piskeris. Bare det nu holder de hundrede meter. Det ser næsten lidt for hårdt ud, jeg skulle nok have holdt min mund. På de sidste ti, femten meter kan jeg se, hun er ved at miste kræfterne. Hun klarer det og forbedrer sin tid. Jeg synes jo ikke, svømning er det vigtigste i verden. Dog må jeg modvilligt se i øjnene, at det føles sådan lige i de minutter før og under sådan et heat.
Jeg småsnakker lidt med Rasmus, som starter fra min bane 5. Jonas kommer forbi efter en fly tur, han ikke er helt tilfreds med, men hans force er også bryst. Jeg får en sms fra Isa i Vejle, hun har forbedret sin tohundrede ryg med fem sekunder, så jeg kan fornemme, at hun er godt tilfreds.
Ann holder hovedet koldt og får alle svømmere til start. Hun opmuntrer, støtter og hepper. Pigerne sidder på skødet hos hende i pauserne mellem deres løb. Jeg tror, hun nyder det lige så meget som dem.
Dagen igennem er der livlig trafik ind og ud af hallen. Forældre, bedsteforældre og søskende til svømmerne dukker op og forsvinder igen. Svømmerne, trænere og officials skal i kantinen for at spise mellem løbene. Alt sammen efterhånden velkendte stemningsangivelser fra et svømmestævne. Jeg når lige, at få vekslet et par ord med Anette og Claus inden de igen kører mod Hobro og tager Peter, Line og Rasmus med. Vi skal blot have Anne, Rebecca, Jonas og Thomas i vandet i morgen.
Klokken nærmer sig fem. Der er ikke flere løb for vores svømmere i dag. Ann tager svømmerne med til vores klasse seks for at slappe lidt af og puste luftmadrasser op. Jeg må passe min bane fem sammen med Bo lidt endnu. Der mangler stadig et par løb samt nogle holdkapper, før stævnedag et kan afsluttes. Der er stadig energi i hallen til, at stemningen er i top ved de sidste holdkapper. Min energi er ved at være brugt, da den sidste svømmer sætter hånden på den gule el-tids plade ved sekstiden. Bo og jeg takker hinanden for samarbejdet. Vi glæder os formentlig begge to til at slappe lidt af sammen med ”vores”.
I klasseværelse seks bliver vi enige om, at vi skal ud at bowle, når vi har spist. Ann har angiveligt gode kontakter i Haderslev. Hun får fremtryllet adresse og bestilt en bane til klokken otte. Vi nedlægger nogle sodavand og jeg en cappuccino samt et utal af kegler. Ann er formidabel med den tunge kugle og Thomas heller ikke uden evner. Jeg tror, resten af os må leve med, at det var mere held end talent, når vi ramte kegler, men det var rigtig hyggeligt.
Efter denne tur tror jeg ikke, jeg kan lade være med at tænke på Glyptotekets ”Vandmoderen”, når jeg tænker på Ann. Hun sov på sin store luftmadras med en svømmepige på hver side. De puttede sig trygt og faldt i søvn. Drengene sov ved tavlevæggen. Jeg lagde mig i skyggen af ”vandmoderen” og forsøgte at læse lidt avis som godnat læsning.
Jeg vågner klokken seks. Det er alt for tidlig, stævnet går først i gang klokken elleve. Ved syvtiden er alle os tøser vågne. Vi følges til morgenmad, men lader drengene sove lidt endnu. I dag kommer Bjarne for at tage tjansen som official. Jeg nyder at have tid til at iagttage svømmerne. Lange, glidende, seje bevægelser under vand, over vand breder en albatros sit vingefang og efterlader favnfulde af vand bag sig. Små energiske piskeris efterlader striber af skumsprøjt. Vandet bliver angrebet, indtaget, efterladt og en gang imellem er der en svømmer, der nærmer sig det sublime svømmetag elegant, kraftfuldt og præcist. Vand og bevægelse bliver et. Det er æstetisk fryd.
Vibeke. ( Rebecca og Isabellas mor)
Sponsor
